2. step på vejen til et nyt fuglemønster.

Som lovet kommer her lidt flere tanker, overvejelser og beslutninger om hale(r) og vinger.
OBS: På min computer kan de små billeder godt se lidt slørede ud, men hvis I klikker dem store er de skarpe.

Vingerne er der ikke så meget at sige til. På denne model er de syet sådan, at kanten er foldet ind (billede 1) og dernæst har jeg broderet på dem. Lidt over halvdelen af vingerne er syet direkte på fuglekroppen og resten stritter løst bagtil.

Tanken med halen var, at den skulle være i flere lag. Det første/øverste lag syede jeg på selve fuglekroppen. Noget på stoffet og videre ud fra det på vandopløseligt stof og tyl som stabilisator (billede 1). De næste lag blev til en række forsøg. Delene (billede 2) ovenfor blev syet på stof ud over trevlekanten med vandopløseligt stof under (det kan man også lige så godt gøre med halerne på fuglekroppen), da jeg gerne ville have et mere fjeragtigt udtryk. Egentlig lykkedes det, men jeg kunne alligevel ikke helt lide det “sjuskede” udtryk, som jeg i første forsøg fik frem, så det blev mindre “sjusket” på de næste forsøg.

Når jeg prøvede at samle halesyningen på fuglekroppen med de løse haledele, så det for så vidt fint og flot ud, men den lange hale på fuglen kom mere til at se ud som en fugl, der skulle hænge, eller hvor halen ligesom på en påfugl slæbes langs jorden. Jeg ville jo bare gerne, at den skulle stå på små fugleben. Samtidig kunne jeg ikke få løst en pæn “rumpelukning”, så fyldet i udstopningen af fuglen ikke skulle kunne ses og falde ud.

Så selvom jeg syntes halen skulle strutte i flere lag, så fungerede det ikke. – Og som det af og til går, lagde jeg den fra mig…og lige pludselig så havde jeg fået løsningen.

Mavebunden skulle forlænges og stritte lige op mellem de to haler på selve fuglekroppen. Formen blev mindre påfugleagtig og kunne nu få ben at stå på.

Her lidt billeder af den færdige førsteudgave.

Det var mange ord om en lille fugls fødsel – den måler fra næb til halespids ca. 8 cm.

OG tanken er, at den gerne i løbet af forår/sommer bliver til et PDF-mønster, som man kan købe her i shoppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *